Medarbejder havde krav på feriegodtgørelse af provision

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var ansat i en tandklinik. Hendes løn bestod af en fast løn samt en provisionsdel, der varierede. Medarbejderen og arbejdsgiveren var enige om, at medarbejderen på grund af sine arbejdsvilkår tjente mindre i provision, når hun holdt ferie, og at hun derfor havde krav på kompensation.

De var dog uenige om, hvordan medarbejderen skulle kompenseres for den mistede provision under ferie. Medarbejderen påstod, at kompensationen skulle beregnes som et gennemsnit af den provision, hun havde tjent de seneste tre måneder. Arbejdsgiveren mente, at kompensationen skulle gives i form af feriegodtgørelse på 12,5 % af medarbejderens provision fra det forudgående optjeningsår.

I en periode nedsatte klinikken også prisen for en tandbehandling, hvilket betød, at medarbejderens provision blev beregnet på et mindre grundlag. Medarbejderen mente, at dette skulle være varslet som en væsentlig vilkårsændring.

Sagen blev henvist til førstebehandling ved Østre Landsret, der blandt andet skulle tage stilling til disse to spørgsmål.

Medarbejderen havde kun krav på feriegodtgørelse

Landsretten fastslog, at ferielovens bestemmelser fandt anvendelse, da de ikke var fraveget ved kollektiv overenskomst. Det følger af ferieloven og dens forarbejder, at en medarbejder har ret til feriegodtgørelse af provisionen fra det forudgående optjeningsår, hvis medarbejderens løn består af en ikke ubetydelig provision, og hvis provisionsdelen reduceres, når medarbejderen afholder ferie. Provisionen udgjorde mellem 14,4 og 36,6 % af medarbejderens samlede løn. Landsretten vurderede, at dette var en ikke ubetydelig del. Da der var enighed om, at provisionsdelen af medarbejderes løn blev reduceret under ferie, fandt landsretten, at medarbejderen havde krav på feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionen fra det forudgående optjeningsår.

Landsretten fandt, at medarbejderen ikke kunne kompenseres på anden måde, da forarbejderne til ferieloven udtrykkeligt nævner feriegodtgørelse som kompensationsform. Retten bemærkede desuden, at dette, ifølge Højesterets praksis, var i overensstemmelse med EU-retten.

Nedsættelse af provisionsgrundlaget var berettiget

Landsretten skulle herefter tage stilling til, om det var berettiget, at klinikken midlertidigt nedsatte prisen for en tandbehandling og dermed også nedsatte det grundlag, som medarbejderens provision blev beregnet ud fra.

Landsretten fandt, at nedsættelsen skyldtes, at regionerne reducerede det offentlige tilskud til tandbehandlinger. Klinikken havde derfor tilsvarende sænket prisen for behandlinger, da de ikke ønskede at opkræve en højere egenbetaling af patienterne. Dette var berettiget, ifølge landsretten, og klinikken skulle derfor ikke have varslet væsentlige vilkårsændringer.

Klinikken blev derfor frifundet.

IUNO mener

Dommen bekræfter, at kompensation for mistet provision under ferie skal gives i form af feriegodtgørelse på 12,5 %. For at en medarbejder er berettiget til kompensation, er det dog en betingelse, at provisionen udgør en ikke ubetydelig del af medarbejderens samlede løn. Og at medarbejderens arbejdsvilkår medfører, at medarbejderen oplever en nedgang i provisionen under afholdelse af ferie.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvornår provisionen udgør en ikke ubetydelig del af medarbejderens løn. I denne sag fandt landsretten, at en provision på mellem 14,4 og 36,6 % af den samlede løn opfyldte dette kriterie.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at deres aftaler om provisionsløn klart beskriver vilkårene for optjening af provision, og at man konkret vurderer, om medarbejderne vil have mulighed for at opretholde provision under ferieafholdelse.

[Østre Landsrets dom af 14. december 2018 i sag B-310-18]

Dommen er efter det oplyste anket til Højesteret. Vi følger sagen og vender tilbage, når Højesteret træffer afgørelse.