Arbejdspres udløste ikke erstatning til konstabel for efterfølgende stress

Efter en sammenlægning og omstrukturering i Forsvarets Personalestyrelse arbejdede en medarbejder i en periode på knap fire måneder gennemsnitligt over 48 timer om ugen. Et halvt år senere – i sommeren 2011 – gik hun ned med stress og blev sygemeldt. Ifølge Retslægerådet var der tale om en depressiv tilpasningsreaktion i de første to år efter sygemeldingen. Da dette er en midlertidig diagnose, vurderede Retslægerådet i 2017, at hendes lidelse fra og med sommeren 2013 måtte rubriceres som ”anden belastningsreaktion”. I Retslægerådets seneste vurdering fra 2017 fremgik det, at rådet vurderede, at der var sammenhæng mellem arbejdsbelastningerne forud for sygemeldingen og medarbejderens psykiske lidelse i hele sygdomsperioden.

Efter at have modtaget Retslægerådets nye vurdering af medarbejderens lidelse efter 2013, hjemviste Ankestyrelsen sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Erhvervssygdomsudvalget med henblik på at få fastslået, om stresslidelsen i perioden efter 2013 var en erhvervssygdom. Ankestyrelsen fastholdt dog, at sagen om stresslidelsen i perioden før 2013 ikke skulle hjemvises.

Medarbejderen førte derefter to sager til Højesteret, dels en sag om Ankestyrelsens afvisning af at forelægge sygdomsperioden forud for 2013 for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på at afklare, om der var tale om en erhvervssygdom, og dels en sag om hvorvidt arbejdsgiveren skulle betale godtgørelse for svie og smerte.

Højesteret: Hjemvisning skulle have omfattet hele sygdomsperioden

I sagen mod Ankestyrelsen var spørgsmålet for Højesteret blandt andet, om Ankestyrelsen skulle have inkluderet stresslidelsen i perioden forud for 2013 i sin hjemvisning til Erhvervssygdomsudvalget.

Da Retslægerådet havde vurderet, at der var sammenhæng mellem arbejdsbelastningen i efteråret 2010 og medarbejderens psykiske lidelse, herunder tilpasningsreaktionen i perioden forud for 2013, lagde Højesteret til grund, at også denne del af lidelsen kunne være omfattet af erhvervssygdomsbegrebet. Højesteret fandt derfor, at Ankestyrelsen burde have inkluderet tilpasningsreaktionen fra før 2013 i sin hjemvisning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Erhvervssygdomsudvalget. Højesteret hjemviste derfor sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Det er derfor med dommen ikke afklaret, om medarbejderens psykiske lidelse er omfattet af erhvervssygdomsbegrebet.

Overarbejde var ikke erstatningspådragende

I den anden sag for Højesteret var spørgsmålet, om medarbejderen havde krav på godtgørelse for svie og smerte fra arbejdsgiveren.

Højesteret lagde vægt på, at hun havde fremstået robust og villig til at påtage sig merarbejde, og at hun aldrig havde givet udtryk for, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne. Hun var i øvrigt blevet anerkendt for sin indsats og villighed til at påtage sig merarbejde.

Da arbejdsgiveren ikke var bekendt med belastningen, fandt Højesteret ikke, at arbejdsgiveren skulle have truffet særlige forholdsregler for at lette hendes arbejdsbyrde. Arbejdsgiveren havde derfor ikke handlet ansvarspådragende og skulle ikke betale godtgørelse for svie og smerte.

IUNO mener

Dommen viser, at stresslidelser som følge af arbejdspres efter omstændighederne kan udløse erstatningsansvar for arbejdsgiveren, men at bevisbyrden for medarbejderen kan være tung at løfte. Det spiller i den forbindelse en rolle, om arbejdsgiveren var bekendt med arbejdsbelastningen, og om medarbejderen gav udtryk for, at arbejdspresset var for tungt. Dommen tager ikke stilling til, om en tilpasningsreaktion såsom stress kan udgøre en erhvervssygdom, men dette vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, som eventuelt foretages af Erhvervssygdomsudvalget.

[Højesterets afgørelser af 13. juni 2017 i sagerne 180/2016 og 181/2016]