Overtagelse af kørselsopgave var en virksomhedsoverdragelse

Horsens Kommune havde i 2013 indgået en aftale med et privat busselskab om at køre elever til og fra skole. Kørslen blev udført af det private busselskabs underleverandør, som leasede busserne.

Det private busselskab gik i 2014 konkurs, og kommunen overtog i den forbindelse selv kørselsopgaven. Kommunen havde dog ikke selv det nødvendige antal busser til at varetage opgaven og måtte derfor købe nogle busser. 15 ud af 20 af de busser som kommunen købte stammede fra det private busselskab, som de tidligere havde haft kørselsaftalen med, hvilket kommunen imidlertid anførte, at de ikke havde været klar over. Derudover blev chaufførerne fra samme selskab ansat hos kommunen til at varetage kørselsopgaven, da det, efter kommunens ønske, ville skabe genkendelighed hos skoleeleverne.

Spørgsmålet i sagen ved Arbejdsretten var herefter, om overtagelsen af kørselsopgaven udgjorde en virksomhedsoverdragelse i lovens forstand.

Den økonomiske enhed havde bevaret sin identitet

Det er et kriterium for, at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, at den økonomiske enhed har bevaret sin identitet efter overdragelsen.

Arbejdsretten konstaterede indledningsvis, at når der er tale om regulær offentlig bustransport, udgør de fysiske aktiver til drift af busruten – altså selve busserne – et væsentligt element i driften heraf. Retten kom frem til, at der blev overført væsentlige fysiske elementer i form af 15 ud af 22 busser, og at det samme driftsmateriel således i det væsentlige blev stillet til rådighed for kommunen. Arbejdsretten fremhævede, at kommunen ikke havde foretaget sig noget for at få afklaret, om de opkøbte busser var fra samme selskab eller eventuelt stillet det som en betingelse, at busserne ikke måtte være det.

Det var ifølge Arbejdsretten uden betydning, at kommunen ikke havde været bekendt med, at busserne tidligere havde været anvendt af det private busselskab. Det var også uden betydning for afgørelsen, at købet var foregået gennem en tredjemand, og at kommunen således ikke direkte havde handlet med det konkursramte selskab.

Ud over overdragelsen af busserne, lagde Arbejdsretten ved vurderingen af om den overførte økonomiske enhed havde bevaret sin identitet vægt på, at kommunen havde ansat de chauffører, som havde været ansat i det selskab, som tidligere stod for kørselsopgaven.

Den økonomiske enhed havde derfor bevaret sin identitet efter overdragelsen, og Arbejdsretten fandt samlet, at der var tale om en overdragelse af en virksomhed eller en del heraf, som var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

IUNO mener

Afgørelsen viser, at det afgørende for, om der er tale om en virksomhedsoverdragelse, hvor de væsentligste elementer er af fysisk karakter, er at disse fysiske aktiver overdrages til den nye arbejdsgiver. Det er i den forbindelse uden betydning, om den tidligere arbejdsgiver udfører kørselsopgaven med leasede busser, og at ejendomsretten derfor ikke reelt overgår fra den tidligere arbejdsgiver til den nye. Dommen er dermed i tråd med Højesterets afgørelse af 24. maj 2016, som vi tidligere har skrevet nyhedsbrev om her.

Arbejdsretten fastslår, at kommunens påståede ukendskab til, at de overdragne aktiver stammede fra den tidligere arbejdsgiver, ikke kan tillægges betydning. Det er ikke klart, hvilken betydning det ville have haft for afgørelsens resultat, hvis kommunen havde sikret sig vilkår om, at busserne ikke tidligere var blevet benyttet af det private busselskab.

IUNO anbefaler, at virksomhederne i hvert enkelt tilfælde foretager en konkret vurdering af, om virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse. I visse tilfælde kan det lade sig gøre at tilrettelægge overdragelsen af aktiviteter således, at loven ikke finder anvendelse, men det kræver, at virksomheden inden da har taget nøje stilling til alle elementerne i overdragelsen. Særligt i forbindelse med udbud og leverandørskift skal virksomheder være opmærksomme på, at en overdragelse af opgaver kan være omfattet af virksomhedsoverdragelsesreglerne. Det er derfor vigtigt, at virksomhederne forholder sig til denne risiko og mulighed i forbindelse med udbud eller leverandørskift.

[Arbejdsrettens kendelse af 12. januar 2017 i sag AR2015.035]